Vangede Fritidscenters formål og værdier
Vores opgave
Vi ser det som vores opgave, at give børnene og de unge mulighed for at deltage i socialt samvær, hvor respekt og accept af andre og sig selv kan udvikles / fastholdes. Formålet her er at være med til at udvikle sociale relationer, tillige med en ansvarsbevidsthed overfor egne handlinger og omgivelser. Det er vores opgave, at bidrage til at børnene og de unge indser vigtigheden af deres egen tilstedeværelse / deltagelse i et fællesskab, for bl.a. derigennem at skærpe det enkelte individs selvfølelse. Det er vores opgave, at skabe rammerne hertil gennem et indholdsrigt tilbud om samvær og aktiviteter i samarbejde med medlemmerne. Det er vores opgave, at være med til at få medlemmerne til at forstå vigtigheden
af at ville involvere sig og tage stilling til forhold, der angår ens liv. Her tænkes bl.a. på de unges og børnenes medbestemmelse i klubben. Vi skal lære børnene og de unge, at bruge deres fritid på en spændende og indholdsrig måde. Eller med andre ord; et meningsfyldt fritidsliv.
Vores værdigrundlag; hvad er vigtigt for os
Det er vigtigt for os i et åbent samarbejde at søge at indfri de forventninger medlemmer og forældre må have til et sted, hvor børnene / de unge bruger en stor del af deres fritid.
Det er således vigtigt, at huset er et trygt sted for medlemmerne at komme og et sted, hvor forældre er trygge ved at have sine børn. Det er vigtigt for os at møde børnene og de unge med positive forventninger. Vi ønsker at udvikle deres ansvarsbevidsthed overfor klubben, deres kammeratskabskreds og dem selv. Derfor er det afgørende at udvise en fundamental tillid til og tro på børnene og de unge. Det er vigtigt, at tonen alle imellem er præget af respekt for hinanden og accept af alle. Vi skal skabe en fælles atmosfære, et fællesskab i et hus, som i øvrigt skal være indbydende, hvad angår både indretning og atmosfære. Vigtige nøgleord: Tryghed, skæg og ballade, oplevelser, omsorg, udfordringer.
Hvad vil vi give børnene i fritidsklubben
Vi søger, i samarbejde med medlemmerne, at iværksætte aktiviteter, der passer til deres alder, køn og interesser. I Vangede Fritidscenter er det børnene, der er i centrum og deres behov, der skal tilgodeses. Behov for tryghed, udfordringer, leg, samvær og for nyopdagelser. Vi vil ikke acceptere, at nogen bliver drillet, mobbet, eller at børnene slår hinanden, ligesom vi heller ikke vil acceptere, at der bliver talt ”grimt” til andre. Børnene skal vide, at de altid kan / skal henvende sig til en voksen, når en konflikt eller et problem opstår.
Herigennem får vi mulighed for at lære børnene at finde acceptable løsninger til glæde for alle parter. Med hensyn til mobning vil vi forsøge, at hjælpe den der bliver mobbet, og især den der mobber, til at forstå at det ikke er en acceptabel måde at være sammen på og til at give begge parter et skub videre frem i en god retning. Kammeratskabsgruppen er i denne alder naturligvis af stor betydning for den enkelte, og udgangspunktet er netop derfor det enkelte barns behov for deltagelse i og udvikling af fællesskabet. Vi skal som opdragende voksne være vores rolle som identifikationsmodel bevidst. Børnene er på vej ind i puberteten, hvor de bl.a. vender blikket fra familien mod omverdenen.
I klubben skal de møde lyttende, ansvarsfulde voksne, der kan hjælpe og vejlede børnene til også at udvide deres horisont.
Hvad vil vi give børnene og de unge i juniorklubben
Børnene / de unge i juniorklubben er fra ca. 12 til 14 år. Det er jo en sjov alder, hvor der ikke sker for lidt. En blanding mellem stadig at være barn, lidt ung og ikke voksen, i starten af puberteten med hormonerne i vildt opgør. I den alder er man nogle gange for gamle til fritidsklubben og for unge til ungdomsklubben og så alligevel ikke. Derfor kan 6. klasserne komme om eftermiddagen i fritidsklubben og 7. klasserne komme én aften i ungdomsklubben. Men det er også vigtig, at børnene/de unge kan være sammen med deres jævnaldrende og drage deres erfaringer sammen. Derfor er der åbent alene for 6.-7. klasse om søndagen og tirsdag og torsdag aften. Der er stor forskel, om man er 12 år eller 16 år; behovene er naturligvis forskellige, afhængig af udviklingstrin. Derfor er det vigtigt både med en juniorklub og en ungdomsklub, hvor vi kan målrette tilbuddene efter de
bestemte aldersklasser. Kammeraterne og vennerne betyder selvfølgeligt alt, og det er vigtigt at få dannet nogle gode venskaber i disse år. Et af formålene med at komme i
klubben, er at være med til at udvikle sociale relationer, tillige med en ansvarsbevidsthed overfor egne handlinger og omgivelser.
Med venlig hilsen,
Vangede Fritidscenter